Jonas Bjerre Fra Norm Architects: "Uden Lys Er Der Hverken Rum Eller Form"

I dette interview møder vi Jonas Bjerre fra Norm Architects. Designstudiet står bag nogle af MENU's mest populære modeller. Vi har taget en snak med Jonas Bjerre om sit forhold til design og ikke mindst, hvordan han arbejder med lys - både som designer og som fotograf.


Jonas Bjerre fra Norm Architects
Foto: Jonas Bjerre / Norm Architects

Udover hans viden som designer bruger Jonas Bjerre sin erfaring som fotograf til at forstå, hvordan lyset påvirker et rum og hvilke udfordringer, der opstår, når man arbejder med lys. I dette interview besvarer Jonas Bjerre vores spørgsmål til design og hans tilgang til lysdesign.



Hvad betyder lys og design for dig?

"Lys er essentielt for både design og arkitektur. Uden lys er der hverken rum eller form. Så arbejdet med både dagslys og kunstlys – og hvordan de spiller sammen - er en af de vigtigste grundelementer i vores praksis.

Udover arbejdet som arkitekt og designer, arbejder jeg også intensivt som fotograf, hvor jeg får muligheden for at studere lyset i detaljer og hvordan det påvirker form, rum og stemninger. Nogle dage har jeg det som om jeg nærmest tænker udelukkende i lys.

Det samme gør sig også gældende i vores arbejde med materialer og farver. Her er lys også vigtig for hvordan farverne opleves af øjet og hvordan strukturer i materialer tegnes. Jeg elsker at tale om lys fordi det er så essentielt for vores livskvalitet."

"Lys er essentielt for både design og arkitektur. Uden lys er der hverken rum eller form"
 

MENU Reverse Bordlampe Travertin & Bruneret Messing
Foto: MENU Reverse Bordlampe Messing


Hvad finder du særligt interessant ved at arbejde specifikt med designbelysning, i stedet for andre former for design?

"Hver genre indenfor design har sin egen udfordring, men arbejdet med lys er interessant, fordi man både skal kombinere forståelsen for, hvordan en lampe fungerer i et rum rent skalamæssigt og hvordan den opleves som skulpturel form.

Samtidig skal man forstå hvordan produktet kaster og bryder lys, samt hvordan det påvirker vores opfattelse af rummet og i sidste ende hvilken stemning lampen sætter os i og hvilken funktion den skal opfylde. Så der er mange parametre, som skal gå op i en højere enhed."

 

Hvilke overvejelser har du omkring at skulle inkorporere både æstetik og teknik i designerlamper?

"Gode lamper fungerer kun, hvis æstetik og teknik går op i en højere enhed. Kvaliteten af lyset er lige så essentielt som kvaliteten af formen. Hvis lampen giver et dårligt lys, men er flot, reduceres den til en skulptur og hvis den er grim, kommer den slet ikke i betragtning. Men det er da bestemt et puslespil at få det til at gå op og det kræver, at man sætter sig ind i teknologien. Især i disse tider, hvor lyskilder er under kraftig forandring.

Jeg har haft det meget svært med kvaliteten af lys fra alle de nye lyskilder og synes stadig rigtig mange af dem har problemer i forhold til farvegengivelse, dæmpning mv. Så det er en evig kamp at få det rigtige lys i lamperne."



MENU Bank Pendel Opal

Foto: MENU Bank Pendel Opal

 

Hvornår oplever du, at lys er vigtigst for dig i din hverdag?

"Jeg oplever, at lys er vigtigt fra jeg slår øjnene op til jeg går i seng. Når jeg vågner, skal det være til dæmpet belysning og mine øjne skal langsomt vænne sig til dagens skarphed. Det samme gør sig gældende når jeg skal i seng og jeg kan mærke hvordan blåt lys fra skærme påvirker min søvn.

I overgangen fra lys til mørke, i den blå time, er belysning sindssygt svært og der skal man kunne skrue meget op for lyset og have et ret hvidt lys. Når det så bliver aften, er det vigtigt at kunne dæmpe lyset og gøre det varmere. Her i Norden er det varme lys essentielt for hyggen indenfor, hvor belysningen sydpå er vigtig udenfor, hvor livet leves.

Jeg har en lang række lys-scenarier og render konstant rundt og dæmper alle mine lamper. Både i vores private indretninger og i vores kommercielle indretninger er det en kæphest for mig, at alt lys skal kunne dæmpes individuelt."



Hvorfor betyder lyskvalitet noget for dig?

"Lysets stråler påvirker vores velvære på mange niveauer. Ikke kun den måde lyset filtreres gennem vores øjne og opfattes af vores hjerne, men også den måde hvorpå huden og kroppen som organisme påvirkes på af lysets bølger. Der er lavet mange forsøg og undersøgelser, som påviser hvordan lys påvirker vores humør, vores sundhed og generelle velvære.

En del af mit fag som både designer og arkitekt, handler om at forstå den påvirkning og forstå de tekniske elementer af belysning, for så at kunne skabe stemninger, som giver de bedste betingelser for den gode stund med en bog i sofaen, den gode restaurantoplevelse, den gode hjemmearbejdsplads og i sidste ende det gode liv."



MENU Socket Occasional Bordlampe Børstet Messing

Foto: MENU Socket Occasional Bordlampe


Hvad er den typiske fejl, du ser hos private forbrugere, når de indretter med lys?

"Der er rigtig mange fejl, man kan begå, og jeg ved det, fordi jeg har begået mange af dem selv. Mange mennesker har eksempelvis alt for få lyskilder til at definere rummet ordentligt. De får ikke oplyst rummets hjørner.

Mange mennesker overvejer heller ikke styrken eller farven på lyset og får ofte enten for kolde, for dunkle eller for varme områder med lys. Her er det vigtigt at forstå, hvordan man arbejder med lysets intensitet, tone og farvegengivelse. Og det er ikke kun lyskilden man skal se på, men også lampens materialer og farver, som kan påvirke lyset.

Eksempelvis er der forskel på om lyset filtreres gennem en blank eller en mat opalglasskærm. Reflekteres lyset eksempelvis i en messingskærm, bliver lyset uudholdeligt gult. Kan lyset ikke dæmpes, hvor kelvingraderne ændrer sig i takt med at lysets intensitet falder, kan lamperne sjældent bruges hele døgnet. Vinkles lyset ikke rigtig i rummet, kan en lampe få rummet til at virke frastødende. Jeg kunne blive ved. Der er så mange faldgrupper."

 

MENU Hashira Pendel Cluster Stor

Foto: MENU Hashira Cluster Pendel / MENU Hashira Gulvlampe


Hvordan placerer og bruger vi bedst vores belysning i hjemmet?

"Man har ofte brug for, at alle hjørner og flader i et rum er belyst, så det bliver tegnet ordentligt op og der ikke er dunkle hjørner, som falder hen i skygge og virker døde i et rum. Det er også en god idé at arbejde enten med diffus belysning, som spreder sig i hele rummet eller lys, der peger nedad.

Jeg syntes ofte lys, der peger opad, bliver for monumentalt og det er ikke er rart at være i. Det kan man bruge i andre sammenhænge. Det er også en god idé at arbejde med reflekteret lys, hvor du kaster lys ind på væggene og man kun oplever det reflekterede lys. Det giver en blødere stemning og der er egentlig rart kun at se lysets effekt og ikke lyskilden i sig selv.

Det kan også være fint at arbejde med en kombination af indbygget arkitektoniske belysning og designlamper. Skal man have nok lys med fritstående lamper alene, skal man i princippet have rigtig mange – og det kan gode give en lidt overfyldt indretning."



Kan du sige én ting, du gør i din dagligdag, der tydeligt viser, at du arbejder med design og designbelysning til dagligt?

"Jeg skruer altid lyset op på fuld blus i hele huset, i den blå time, for derefter at dæmpe det hele når mørket er faldet på. Så jeg har 2 daglige runder med en times mellemrum i hele huset. Lys er essentielt for mig og livet er for kort til dårlig belysning."



Gå på opdagelse i MENUs designs her.

Shop vores Instagram

Tag @and.light + #myandlight for at få vist din indretning